Af Kim Sidsel Minuva
Soviet Bus Stops. Det er en titel, man næsten kun kan sætte spørgsmålstegn ved. ”Er vi endelig løbet tør for emner at lave dokumentarfilm om?” fristes man til at tænke.
Det ville imidlertid være en stor fejl. Hvis der er noget, en festival som CPH:DOX beviser, så er det, at alt kan være spændende.
Er Soviet Bus Stops så det? Selvfølgelig! Uhyre spændende, endda.
Den canadiske fotograf Christopher Herwig faldt over Sovjetunionens helt særlige busstoppesteder ved et tilfælde; han så et enkelt og en interesse tændtes som et stjerneskud på nattehimlen.
De tidligere sovjetiske republikkers busstoppesteder ligner nemlig ikke vores. Vi associerer et stoppested med et lille skilt med et bussymbol og en køreplan, eller et større glasskur med en mikroskopisk bænk, der kan beskytte os mod vind og vejr. Sådan ser de større sovjetbyers stoppesteder også ud. Men det er ikke tilfældet længere ude på landet.
Nogle blev bygget af berømte kunstnere. Andre af lokale fabriksarbejdere. Nogle består af grå beton. Andre er malet i stærke pangfarver eller pasteller. Man kan finde de smukkeste mosaikker og symboler blandt de gamle stoppesteder – mens nogle er blevet malet over med eksempelvis det ukrainske flags farver.
Det er nok at foretrække, frem for at de nedrives. Flere og flere af de gamle stoppesteder forsvinder nemlig år for år. Kapitalismen og Sovjetunionens kommunistiske styre har ganske forskellige idéer om, hvad de kunstneriske stoppesteder skal til for.
Sovjetunionens kommunisme fremmede ideologisk strømlining, men der var plads til kunstneriske udskejelser rundt omkring i republikkerne. Nu bliver de revet ned eller efterladt, mens man bygger mere normative og effektive busstoppesteder lige ved siden af dem. Ifølge Herwig fremmer kapitalismen en materiel ensartethed, hvor alt, inklusiv offentlig kunst, dømmes efter de samme værdier – markedets kræfter.
Således ender man med gamle, kommunistiske skulpturer, der står side-om-side med amerikanske gigantkæder som KFC. Og når kapitalismen sejrer, så nedrives, misligholdes og glemmes de mærkelige, gamle stoppesteder.
Soviet Bus Stops handler altså om mere end busstoppesteder. Dokumentaren er en samtale mellem en fotograf, stoppestedernes kunstnere og arkitekter og så instruktør Kristoffer Hegnsvad, der observerer det hele. Samtalen falder på, hvad vi vil med vores fælles offentlighed.
Hvilken rolle har kunsten i bybilledet? Er de farverige busstoppesteder blot kommunistisk propaganda? Hvilken effekt har et sådant kunstværk, når det rager op som et ensomt pastelfyrtårn midt i gyldne marker eller tung tåge?
Hverken Sovjetunionen og dens republikker eller Rusland og de enkelte lande har overblik over stoppestederne. Man har aldrig arkiveret deres lokationer eller systematisk fotograferet dem – og så virker både Herwigs overvejelser og hans arbejde betydningsfuldt.
Herwig og Hegnsvad bevarer med deres kameralinser et stykke kultur, der ellers let kunne uddø. Samtidig med at øjet frydes over de mærkværdige, skønne og nogle gange afskyelige busstoppesteder, opfordres man til at tænke over, hvor vi er på vej hen med vores samfund, og hvilken rolle kunst har på den rejse. Den time, man bruger på at gruble over dette i selskab med Herwig og de kunstnere, historikere og helt almindelige borgere, han interviewer, er helt og aldeles berigende. Film som Soviet Bus Stops beviser simpelthen, både hvor mærkelig og vigtig en festival CPH:DOX er.
Kommentarer